videofortællinger     ☼     om økosystemet     ☼     english

Skolen for Livet

Skolen for Livet er en lille, grøn friskole på Møn, hvor forældre og personale i fællesskab forsøger at give eleverne en skolehverdag med fokus på fællesskab, nysgerrighed og bæredygtighed.

“Jeg synes, at Skolen for Livet tilbyder det, børn i dag har brug for: En skolehverdag med ro, med nærvær. En skolehverdag tæt med naturen,” fortæller Christina, som er forælder og forperson for skolebestyrelsen.

Skolen for Livet ligger på en skøn naturgrund uden for Stege, og naturen inddrages aktivt i undervisningen. Eleverne lærer at passe på biodiversiteten i deres omgivelser, og de lærer om naturens kredsløb ved at dyrke, høste og tilberede mad fra skolens egen køkkenhave.

På Skolen for Livet er bæredygtighed ikke blot et fag, men en integreret del af hverdagen. Og det handler ikke kun om, hvad der er bæredygtigt for vores klima og miljø, men også om, hvad der er bæredygtigt for os som mennesker.

Det kommer for eksempel til udtryk i, at eleverne ikke har lektier, at skolen er test- og karakterfri, og at eleverne er blandet på tværs af alder.

Skolen for Livet viser os en anderledes tilgang til uddannelse og undervisning, hvor børn kan udfolde og udvikle sig fri for præstationspres og i tæt samvær med naturen.

En tilgang, som vi med de rette politiske tiltag og investeringer kunne implementere på flere skoler og gøre tilgængelig for børn på tværs af geografiske og økonomiske skel.

Du kan læse mere om Skolen for Livet på deres hjemmeside.

REKO Aarhus

REKO Aarhus er et fællesskab, som arrangerer lokale madmarkeder i Aarhus midtby for at facilitere og understøtte alternativ, lokal og direkte handel mellem lokale borgere og fødevareproducenter i Aarhus og det øvrige Østjylland.

“Vi håber, at vi kan have vores madproduktion tættere på og primært spise det, som er i sæson og lokalt. Og nyde den mangfoldighed af mad, der kunne være i vores lokalområde,” fortæller Andreas Felipe Domíngues Simonsen.

REKO Aarhus giver os et konkret eksempel på en anderledes tilgang til handel, som er særligt velegnet til små og langsomme produktioner, som ellers har svært ved at finde plads i de eksisterende fødevaresystemer.

REKO er et format, som kan tages op, tilpasses og bruges lokalt af dem, der ønsker at handle i et lavere tempo med øje for social og miljømæssig bæredygtighed. Ved at udbrede formatet kan vi være med til at skabe et marked for flere små, lokale madproducenter.

Derfor har REKO Aarhus lavet en guide til, hvordan man starter sit eget REKO-marked. Så hvis du føler dig inspireret, er det bare at komme i gang! Læs REKO guiden her.

I guiden kan du desuden læse meget mere om REKO-konceptet, og hvordan det er opstået.

Du kan også kontakte REKO Aarhus på rekoaarhus@gmail.com eller følge med på deres Facebook-side, for at holde dig opdateret på deres markeder.

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag den næste video direkte i din indbakke!

Dine oplysninger bliver gemt og brugt til at sende dig opdateringer fra økosystemet.