Velkommen til økosystemet
Videofortællinger fra økosystemet af folk og fællesskaber, som på forskellige måder forsøger at gøre noget godt for planeten. I håbet om, at vi kan inspirere hinanden til at handle.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag den næste video direkte i din indbakke!
Københavns Fødevarefællesskab
Denne måned skal du møde Københavns Fødevarefællesskab.
Københavns Fødevarefællesskab er et lokalt handlefællesskab, som gennem direkte handel med lokale økologiske og biodynamiske landbrugere forsyner sine medlemmer med lækre, lokalt producerede, sæsonbestemte, økologiske og biodynamiske fødevarer.
Ligesom REKO Aarhus er Københavns Fødevarefællesskab et eksempel på en alternativ tilgang til handel, som undgår unødvendige mellemled og skaber direkte kontakt mellem forbrugere og producenter.
Dermed får producenterne større udbytte af deres varer, samtidig med at fødevarefællesskabets medlemmer får større indsigt i vores madsystem og producenternes arbejdsvilkår.
“Når du kender de personer, som går hver dag ude i marken for at sørge for, at vi kan få mad på bordet. Det gør, at du respekterer deres håndværk og al den energi og al den tid, som de lægger i deres arbejde. Og så forstår du også de fødevarer, du spiser, på en anden måde,” fortæller Martine Seedorf.
Læs mere om KBHFF på deres hjemmeside.
Der findes fødevarefællesskaber flere steder i landet, blandt andet i Aarhus, Køge og Roskilde.
Mangler der et fødevarefællesskab i dit område, kan du starte dit eget! Skriv til info@kbhff.dk og modtag den digitale opstartspakke: “Sådan starter du et nyt fødevarefællesskab”.
Skolen for Livet
Skolen for Livet er en lille, grøn friskole på Møn, hvor forældre og personale i fællesskab forsøger at give eleverne en skolehverdag med fokus på fællesskab, nysgerrighed og bæredygtighed.
“Jeg synes, at Skolen for Livet tilbyder det, børn i dag har brug for: En skolehverdag med ro, med nærvær. En skolehverdag tæt med naturen,” fortæller Christina, som er forælder og forperson for skolebestyrelsen.
Skolen for Livet ligger på en skøn naturgrund uden for Stege, og naturen inddrages aktivt i undervisningen. Eleverne lærer at passe på biodiversiteten i deres omgivelser, og de lærer om naturens kredsløb ved at dyrke, høste og tilberede mad fra skolens egen køkkenhave.
På Skolen for Livet er bæredygtighed ikke blot et fag, men en integreret del af hverdagen. Og det handler ikke kun om, hvad der er bæredygtigt for vores klima og miljø, men også om, hvad der er bæredygtigt for os som mennesker.
Det kommer for eksempel til udtryk i, at eleverne ikke har lektier, at skolen er test- og karakterfri, og at eleverne er blandet på tværs af alder.
Skolen for Livet viser os en anderledes tilgang til uddannelse og undervisning, hvor børn kan udfolde og udvikle sig fri for præstationspres og i tæt samvær med naturen.
En tilgang, som vi med de rette politiske tiltag og investeringer kunne implementere på flere skoler og gøre tilgængelig for børn på tværs af geografiske og økonomiske skel.
Du kan læse mere om Skolen for Livet på deres hjemmeside.
REKO Aarhus
REKO Aarhus er et fællesskab, som arrangerer lokale madmarkeder i Aarhus midtby for at facilitere og understøtte alternativ, lokal og direkte handel mellem lokale borgere og fødevareproducenter i Aarhus og det øvrige Østjylland.
“Vi håber, at vi kan have vores madproduktion tættere på og primært spise det, som er i sæson og lokalt. Og nyde den mangfoldighed af mad, der kunne være i vores lokalområde,” fortæller Andreas Felipe Domíngues Simonsen.
REKO Aarhus giver os et konkret eksempel på en anderledes tilgang til handel, som er særligt velegnet til små og langsomme produktioner, som ellers har svært ved at finde plads i de eksisterende fødevaresystemer.
REKO er et format, som kan tages op, tilpasses og bruges lokalt af dem, der ønsker at handle i et lavere tempo med øje for social og miljømæssig bæredygtighed. Ved at udbrede formatet kan vi være med til at skabe et marked for flere små, lokale madproducenter.
Derfor har REKO Aarhus lavet en guide til, hvordan man starter sit eget REKO-marked. Så hvis du føler dig inspireret, er det bare at komme i gang! Læs REKO guiden her.
I guiden kan du desuden læse meget mere om REKO-konceptet, og hvordan det er opstået.
Du kan også kontakte REKO Aarhus på rekoaarhus@gmail.com eller følge med på deres Facebook-side, for at holde dig opdateret på deres markeder.